www.givdigrig.dk er nu i luften med videoer, inspiration og information, men her på bloggen kan du stadig finde relevant stof og kommentarer, som der ikke bliver plads til på givdigrig.dk

Kontaktoplysninger – Klik her

Giv dig rig folder (ti teser) – pdf

Rektor Børge Haahr Andersen

Der blev for nogle år siden lavet en undersøgelse i Sverige over, hvordan kristne unge forvalter deres økonomiske midler i forhold til andre unge. Det viste sig, at de kristne havde en mere mådeholdende festkultur, var mere ansvarlige på deres arbejde og på flere andre punkter havde en livsstil, som gjorde, at de ikke brugte så mange penge på kortvarige forbrugsgoder. I praksis betød det, at kristne unge havde en bedre økonomi end gennemsnittet. Det viste sig imidlertid, at det, de kristne sparede på kortvarige forbrugsgoder, blev brugt på mere langvarige goder, dvs. større biler og boliger, dyrere ferier mv.

Heldigvis var det en svensk undersøgelse. Kristne unge i Danmark er naturligvis anderledes. De er forhåbentlig også mådeholdende og ansvarlige ligesom deres svenske brødre og søstre og har dermed flere penge mellem hænderne. Men i Danmark ved man, at en kristen ikke kan tjene både Gud og Mammon, og at Gud og medmennesket går forud for materielle værdier. Derfor investerer unge kristne i Danmark mindre i forbrugsgoder, men mere i medmennesker og i Guds riges udbredelse.

I de kristne organisationer kan man se det på en meget kontant måde. Givere til kristent arbejde skal nemlig i dag registreres med personnummer, for at deres gave kan være fradragsberettiget. Derfor kan man lave statistik over, hvilke aldersgrupper der er mest på forkant med hensyn til at regelmæssig gavmildhed til kristent arbejde.

Eller er det mig, der ikke er helt velorienteret?

Rektor Børge Haahr Andersen, Dansk Bibel-Institut.

Kristne menneske er opdraget til at være ærlige, ansvarlige mennesker. Vi passer vores arbejde, drikker os ikke fulde i weekenderne og kaster os ikke ud i dyre forbrugslån. Vores tro på Gud motiverer os til at et  arbejdsomt og stabilt liv. Det er sundt for både privatøkonomien og helbredet. Når vi samtidig lever i et af verdens rigeste lande og i otte årtier har oplevet en velstandsstigning som aldrig før, så bliver vi modtagelige for den snigende sygdom, der i den gamle bibeloversættelse hed have(mere)syge. Vaccinen mod denne epidemiske sygdom er, at vi dagligt lader os gennemlyse af Jesu forkyndelse. I det følgende vil jeg fokusere på tre konkrete temaer fra Det nye Testamente…

1. Alt hører Kristus til

Hvis Jesus nøjedes med at formane os til at give nogle få %-er til kristent og socialt arbejde, var det overskueligt at være hans discipel. Det rystende er, at han forbeholder sig retten til at disponere over alt, hvad vi ejer og har. Når den rige unge mand i Luk 18,18ff spørger, hvad han mangler for at leve det fuldkomne gode liv, som loven kræver, så svarer Jesus: Sælg alt, hvad du ejer og kom så og følg mig. Ganske vist var det et krav, han stillede til nogle, men ikke alle disciple. Men Jesus kræver at have den position i vores liv, at han forbeholder sig ret til at kunne kræve det af os. Også de kristne, som ikke får det eksplicitte kald til at sælge alt, skal kopiere selve holdningen: Tiden er knap, siger Paulus (1 Kor 7,29-31) De, der køber, skal være, som om de ingenting fik, og de, der gør brug af verden, som om de ikke udnyttede den. For denne verden, som den er, går til grunde.

Når velstand, hjem, ejendom, karriere har en så flygtig placering i en kristens liv, så er man så dejlig fri fra bekymringer, tilføjer Paulus. Hvad betyder det, om aktiekurserne falder eller om mine ejendele udsættes for tyveri eller hærværk? Jeg skal alligevel snart miste alt det, der hører denne verden til.

2)  Vi  forvalter, hvad Gud har givet os.

Det er tænkeligt, at Kristus lader dig beholde dit hjem og ejendele og gode arbejde. Men tager vi hans ord for pålydende, er vi tjenere, der er blevet betroet noget, der tilhører ham og ikke os. Det betyder, at penge og jordiske ejendele sidder meget løst på en kristen.

Det er en rød tråd i Jesu forkyndelse, at relationelle værdier altid går forud for materielle værdier. Når det er tilfældet, så vil det jo være utænkeligt, at en kristen agerer som den rige bonde, der planlagde at bruge sin formue på sig selv, uden tanke på Gud eller medmennesket. Nej, en kristen motiveres af Jesu forkyndelse til at bruge de materielle ting socialt, så man administrerer det gavmildt og gæstfrit. En rigtig forvaltning er at bruge sin bolig, bil, sommerhus og pengepung, så det, man har, bliver til glæde for så mange som muligt.

En hjemløs kan ikke være gæstfri, men det kan den, der har tag over hovedet. Den, som har en fed villa, har større muligheder for at være gæstfri end den, der bor på et kollegieværelse. Sådan er det. En tomhændet tigger kan ikke være gavmild, men det kan den, der har mad, drikke, penge og tøj. Og er man en del af et rigt overflodssamfund har man særdeles gode muligheder for at være gavmild og rundhåndet.

3) Organiseret gavmildhed og socialt engagement.

I Det gamle Testamente hører vi om Levi stamme, der ikke fik deres jordlod i det hellige land, men skulle leve af de andre stammers gavmildhed, for at kunne arbejde på fuldtid med gudstjenesten og offertjenesten i templet. Det må have været en udfordring at skulle leve som permanente tiggere af de elleve andre stammers godgørenhed.

De kristne menigheder var ikke forpligtet på den jødiske ordning om tiende, men Paulus anvender alligevel principperne fra tiende-systemet til Levi stamme, når han underviser menighederne. Ved I ikke, at de, der arbejder i templet, lever af templets indtægter, og at de, der gør tjeneste ved alteret, får deres andel af det, der ofres? På samme måde har Herren bestemt, at de, som forkynder evangeliet, skal leve af evangeliet. (1 Kor 9,13-14). Ved at nogle i det kristne fællesskab på den måde bliver økonomisk afhængige af de andres gavmildhed, styrkes fællesskabsbåndene mellem kristne. Ved at binde os til at give ti % eller deromkring af vores indtægter til kristens arbejde, muliggør vi gennem vores forvaltning af det, vi har, at evangeliet kan blive forkyndt. Vi bruger noget meget flygtigt, nemlig penge, til at investere i noget evigt, nemlig evangeliets udbredelse.

Mødet med Jesu radikale forkyndelse må vi lytte til i sammenhæng med budskabet om hans tilgivelse og barmhjertighed. Det daglige møde med Guds kærlighed til os, som er og forbliver den kristnes grunderfaring livet igennem, er den motiverende kraft til at efterleve Jesu ord om at forvalte de materielle ting. Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham? spørger apostlen Johannes (1. Johs 3,17).

Artikel af Rektor på Dansk Bibel-Institut, Børge Haahr Andersen

Vi havde indbrud i vores lejlighed forleden. Pludselig kl. 02.14 står der en mand i vores soveværelse med hue, vanter og en sort affaldspose i hånden. Langsomt, dvs. i løbet af et halvt sekund, går det op for mig, at det ikke er én af min søns gæster, der er gået forkert, men at det er en aldeles uindbudt og uventet gæst, der vil håndplukke os for penge og værdier. Jeg kommer rimelig hurtigt ud af sengen og spurter efter ham, men han er ude af vinduet, inden jeg når at tænke mig om, og – viser det sig – har medbragt værdier for cirka 5000 kr. Om nogle måneder vil vi sikkert kunne more os lidt over episoden, men lige nu sidder utrygheden i kroppen, og vi er lysvågne, hvis vi midt om natten hører lyde, vi ikke umiddelbart kan forklare.

Mon ikke samtlige læsere af Til Tro vil medgive, at det er en destruktiv adfærd at stjæle. Min søn er kasserer i en lokal gymnasiegruppe i KFS, og blandt tyvekosterne var også den lokale KFS-gruppes pengebeholdning. Det var ikke lige meningen, at fromme KFS’eres bidrag til kristne aktiviteter skulle havne i en tyvs lommer og sandsynligvis omsættes til hash og hårde stoffer. Når man ved hårdt og ærligt arbejde har skabt sig et hjem med de goder, der hører sig til, så er det surt, at en tyv i en håndevending kan berige sig med mine ting.

Oven på chokfasen kommer en refleksionsfase. Hvor var det godt, at vi ikke blev overfaldet og berøvet liv eller førlighed. De egentlige værdier i vores husstand er ikke det, vi har, men at vi har hinanden. Men hvordan kan vi effektivt sikre vores hjem og værdier, sådan at vi fremover kan sove roligt?

Der er en side ved Jesu forkyndelse, som er nogenlunde lige så chokerende som at blive overrasket af en tyv om natten…

Jesu modtræk mod tyveri er ikke en god forsikring eller en tyverialarm, men at leve helt frigjort fra bundethed til materielle ting.  Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler Matt 6,19. Det, Jesus siger, er jo i al sin enkelthed, at hvis vores egentlige værdi er relationen til ham, så kan vi tage rimelig afslappet på det, som har med materielle ting at gøre. Hvis nogen med rettens hjælp vil tage din kjortel, så lad ham også få kappen (Matt 5,40). Det sidste er helt uoverskueligt. Måske burde jeg være løbet efter tyven, ikke for at redde KFS-gruppens pengekasse, men for at give ham min egen pung, som han havde overset. Den etiske fordring, der ligger i Jesu forkyndelse, er så chokerende og provokerende, at den ikke lige er til at komme sig over.

Det ville jo være overskueligt, hvis jeg i en artikel om kristen livsstil kunne nøjes med at skrive, at kristne helst skal holde sit forbrug på 90-95 % af en gennemsnitdansker. Men lidt fornuftig administration vil det stort set ikke kunne mærkes.  Problemet er blot, at Jesu ord om penge og materielle ting er så radikale og alternative, at de går langt dybere ind i vores forhold til de materielle ting. Denne artikel indeholder nogle ubehagelige citater, der er ligeså chokerende som en tyv om natten. Jeg får lyst til at citere Kierkegaard, når han siger: Jeg kan ikke holde ud at være alene med teksten. Stik mig en kommentar!

Sælg alt, hvad du har.

Jesus kunne for eksempel finde på at sige: Èn ting mangler du endnu: Sælg alt, hvad du har, og del det ud til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følge mig” … Det er lettere for en kamel at gå igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige (Luk 18, 22-24)

Ganske vist var Jesu ord til den rige unge mand ikke noget, han sagde til alle disciple. Men han forbeholder sig ret til at sige det til nogen. At være kristen er at leve med det fortegn, at måske får jeg i dag eller i morgen den udfordring fra Kristus, at han befaler mig at sælge alt, hvad jeg har – for at jeg kan være en mobil og fleksibel discipel, der helliger mig evangeliets udbredelse på fuldtid.  Når vi som kristne har sådan en herre, så er det klogt ikke at binde sig særlig meget til materielle værdier. Ikke bare fordi sådanne kan stjæles, men fordi min herre kan bede mig afhænde det hele.

Også de kristne, som ikke får det eksplicitte kald til at sælge alt, skal kopiere selve holdningen:

Tiden er knap, siger Paulus (1 Kor 7,29-31) De, der køber, skal være, som om de ingenting fik, og de, der gør brug af verden, som om de ikke udnyttede den. For denne verden, som den er, går til grunde.

Vi andre har en tilbøjelighed til at gå i panik over en så radikal holdning til materielle ting. Men Paulus vælger en positiv indfaldsvinkel. Når velstand, hjem, ejendom, karriere har en så flygtig placering i en kristens liv, så er man så dejlig fri for bekymringer. Hvad betyder det, at en tyv stjæler mine værdier i dag? Jeg skal alligevel snart miste alt det, der hører denne verden til.

Gæstfrihed og gavmildhed.

Det er også tænkeligt, at Kristus lader dig beholde dit gode arbejde, din stabile indtjening og de forskellige forbrugsgoder. Men bevidstheden om, at alt materielt og jordisk er flygtigt og forgængeligt gør, at penge og jordiske værdier sidder meget løst på en kristen. Det princip, der er en rød tråd i Jesu forkyndelse og i de apostolske formaninger, er, at relationelle værdier går foran materielle værdier. Fx Luk 12,13-21. Når en mand skændes med sin bror om en arv, er det et tegn på grådighed, for en arv skal knytte brødre sammen og ikke skille dem ad.  Når en mand har fået en god høst, så skal han bruge det til fest og fællesskab med familie og venner og ikke til at egoistiske dispositioner. Men den rige bonde havde glemt både Gud og medmennesket.

Når Paulus skriver til en kristen menighed, som åbenbart består af forhenværende indbrudstyve, skriver han (Ef 4,28): Den, der stjæler, må ikke længere stjæle, men skal tværtimod slide i det og selv frembringe noget godt med sine hænder, så han har noget at give af til den, der har behov for det. Pointen er, at vores hjem og ejendele og vores arbejdsliv ikke bare skal tjene til at stille vores grundlæggende behov for mad, drikke, tøj og husly. Men vi skal arbejde for at kunne være gavmilde over for alle, der har behov for hjælp.

Penge og jordiske værdier skal altså sidde meget løst på en Jesu discipel i 2010. Hvis du har et værelse, en lejlighed eller et hus, skal du forvalte det gæstfrit, sådan at dit hjem bliver til glæde for andre end dig selv.  Hvis du har en bil, en pung, en bankbog, et sommerhus, skal du forvalte den til glæde for så mange som muligt. For relationelle værdier er mere værd end materielle værdier, eller for at sige det helt enkelt: Venner er mere værd end penge. Det er i sig selv ikke syndigt at være rig på materielle ting, sådan som de fleste i velfærdssamfundet Danmark er det. Det springende punkt er, hvordan vi forvalter det, vi har. Bruger vi de muligheder, der ligger i at have hjem og ejendele og forbrugsgoder, til gavn og glæde for andre? Eller er vores livskvalitet blevet bundet til jordiske materielle mål på en måde, så det bliver vores skat og vores gud.

Vi danskere er en del af et politisk system, hvor vores del af verden bliver rigere og rigere, mens det store flertal af verdens befolkning er fastlåst i en dyb, dyb fattigdom. Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham? spørger apostlen Johannes (1. Johs 3,17). Der ligger i selve grunderfaringen af Guds kærlighed til alle mennesker en motivation til at tænke gavmildt og inklusivt i forhold til den fattige verden. Og også en motivering til mobilisere det danske samfund til et socialt og politisk engagement i den fattige verden.

Organiseret gavmildhed.

I Det gamle Testamente hører vi om Levi stamme, der ikke fik deres jordlod i det hellige land, men skulle leve af de andre stammers gavmildhed, for at kunne arbejde på fuldtid med gudstjenesten og offertjenesten i templet. Det må have været en udfordring at skulle leve som permanente tiggere af de elleve andre stammers godgørenhed. Men Gud bruger denne ordning til at knytte de tolv stammer sammen i gensidig afhængighed af hinanden.

Jesus havde i sit følge en flok, der havde opgivet deres borgerlige arbejde, deres hjem og familie for at følge ham på fuldtid. Andre var Jesu disciple ved at stille hjem og mad og drikke til rådighed for de, der rejste rundt sammen med Jesus. På samme måde sondrer Paulus mellem to grupperinger i den kristne menighed. Der er nogen, som må forlade deres erhverv og hjem og tjene evangeliets udbredelse på fuldtid. Det kan være som præst i menigheden, som missionær, der rejser rundt og opretter nye menigheder eller som diakon, der tjener med forskellige praktiske opgaver. Denne gruppe er vigtig, fordi evangeliets udbredelse er vigtigt, ja altafgørende for menneskers evige frelse. Ved I ikke, at de, der arbejder i templet, lever af templets indtægter, og at de, der gør tjeneste ved alteret, får deres andel af det, der ofres? På samme måde har Herren bestemt, at de, som forkynder evangeliet, skal leve af evangeliet. (1 Kor 9,13-14). I de kristne menigheder skal flertallet have et borgerligt arbejde med henblik på at kunne brødføde ikke blot sig selv og sin egen familie, men også de kristne missionærer, præster og diakoner.

Når Nytestamente beskriver denne tjeneste, er pointen ikke, hvad de kristne skal give, efter at deres øvrige udgifter til dem selv og deres husstand er betalt. De kristne opfordres til at prioritere Guds rige først ved at prioritere gavmildhed til menighedens fælles behov forud for investeringen i egne behov. Denne konkrete gudstjeneste i forvaltningen af penge og værdier er et sundt modtræk mod have(mere)syge og en påmindelse om, at alt i vores liv tilhører Gud.

Nogle grundspørgsmål.

Den grundlæggende kamp i en kristens liv drejer sig om holdningen til arbejde, karriere og ejendom. Er jeg bevidst om, hvor flygtige de materielle goder er, sådan at jeg har mit egentlig gode i mit gudsforhold og i relationen til min næste?

Det næste spørgsmål handler om, hvordan jeg forvalter de muligheder, det giver at leve i et overflodssamfund. Omsætter jeg det til medmenneskelige værdier ved at være gavmild og gæstfri og har et åbent hjerte, et åbent hjem og en åben tegnebog?

Det tredje spørgsmål er, om jeg administrerer min økonomi og forbrug sådan, at jeg prioriterer at give ti % eller deromkring til kristent arbejde. I hele mit voksenliv er reallønnen i de kristne miljøer steget, men %-delen af gaver til kristne organisationer faldet. Det er en alarmklokke, som må få os til at omvende til en ny lydhørhed og ny lydighed over for Jesu forkyndelse.

Det dybeste lag i dette spørgsmål handler om vor sjæls evige frelse. Som disciplene sagde, da Jesus havde konfronteret dem med hans syn på rigdom: Hvem kan så blive frelst? Svaret til dem – og til os – er, at for Gud er alle ting mulige (Luk 18,24-27).

via Med fasten inde på livet | Kristeligt Dagblad.

Det ser altså ud til, at budskabet falder i bedre jord i “venstre side” af folketingsalen. Deraf overskriften.
Man er velkommen til at kommentere på udsendelsen nedenfor og om man kan li tanken…

Findes også på Youtube:
http://www.youtube.com/givdigrigvideo
Du er velkommen til at sprede og gøre brug af filmene, når blot du henviser til ophavsmanden (Daniel Skovenborg) og ikke tager penge for filmene

Filmene kan downloades i fuld kvalitet fx til brug ved foredrag/undervisning om Giv dig rig
(Følg dette link, vælg film og klik dernæst på “Files and links” nedenfor til højre – vælg Quicktime udgaven)