Om en epidemi i udbrud og om vaccinen mod den

Om en epidemi i udbrud og om vaccinen mod den.

Rektor Børge Haahr Andersen, Dansk Bibel-Institut.

Kristne menneske er opdraget til at være ærlige, ansvarlige mennesker. Vi passer vores arbejde, drikker os ikke fulde i weekenderne og kaster os ikke ud i dyre forbrugslån. Vores tro på Gud motiverer os til at et  arbejdsomt og stabilt liv. Det er sundt for både privatøkonomien og helbredet. Når vi samtidig lever i et af verdens rigeste lande og i otte årtier har oplevet en velstandsstigning som aldrig før, så bliver vi modtagelige for den snigende sygdom, der i den gamle bibeloversættelse hed have(mere)syge. Vaccinen mod denne epidemiske sygdom er, at vi dagligt lader os gennemlyse af Jesu forkyndelse. I det følgende vil jeg fokusere på tre konkrete temaer fra Det nye Testamente…

1. Alt hører Kristus til

Hvis Jesus nøjedes med at formane os til at give nogle få %-er til kristent og socialt arbejde, var det overskueligt at være hans discipel. Det rystende er, at han forbeholder sig retten til at disponere over alt, hvad vi ejer og har. Når den rige unge mand i Luk 18,18ff spørger, hvad han mangler for at leve det fuldkomne gode liv, som loven kræver, så svarer Jesus: Sælg alt, hvad du ejer og kom så og følg mig. Ganske vist var det et krav, han stillede til nogle, men ikke alle disciple. Men Jesus kræver at have den position i vores liv, at han forbeholder sig ret til at kunne kræve det af os. Også de kristne, som ikke får det eksplicitte kald til at sælge alt, skal kopiere selve holdningen: Tiden er knap, siger Paulus (1 Kor 7,29-31) De, der køber, skal være, som om de ingenting fik, og de, der gør brug af verden, som om de ikke udnyttede den. For denne verden, som den er, går til grunde.

Når velstand, hjem, ejendom, karriere har en så flygtig placering i en kristens liv, så er man så dejlig fri fra bekymringer, tilføjer Paulus. Hvad betyder det, om aktiekurserne falder eller om mine ejendele udsættes for tyveri eller hærværk? Jeg skal alligevel snart miste alt det, der hører denne verden til.

2)  Vi  forvalter, hvad Gud har givet os.

Det er tænkeligt, at Kristus lader dig beholde dit hjem og ejendele og gode arbejde. Men tager vi hans ord for pålydende, er vi tjenere, der er blevet betroet noget, der tilhører ham og ikke os. Det betyder, at penge og jordiske ejendele sidder meget løst på en kristen.

Det er en rød tråd i Jesu forkyndelse, at relationelle værdier altid går forud for materielle værdier. Når det er tilfældet, så vil det jo være utænkeligt, at en kristen agerer som den rige bonde, der planlagde at bruge sin formue på sig selv, uden tanke på Gud eller medmennesket. Nej, en kristen motiveres af Jesu forkyndelse til at bruge de materielle ting socialt, så man administrerer det gavmildt og gæstfrit. En rigtig forvaltning er at bruge sin bolig, bil, sommerhus og pengepung, så det, man har, bliver til glæde for så mange som muligt.

En hjemløs kan ikke være gæstfri, men det kan den, der har tag over hovedet. Den, som har en fed villa, har større muligheder for at være gæstfri end den, der bor på et kollegieværelse. Sådan er det. En tomhændet tigger kan ikke være gavmild, men det kan den, der har mad, drikke, penge og tøj. Og er man en del af et rigt overflodssamfund har man særdeles gode muligheder for at være gavmild og rundhåndet.

3) Organiseret gavmildhed og socialt engagement.

I Det gamle Testamente hører vi om Levi stamme, der ikke fik deres jordlod i det hellige land, men skulle leve af de andre stammers gavmildhed, for at kunne arbejde på fuldtid med gudstjenesten og offertjenesten i templet. Det må have været en udfordring at skulle leve som permanente tiggere af de elleve andre stammers godgørenhed.

De kristne menigheder var ikke forpligtet på den jødiske ordning om tiende, men Paulus anvender alligevel principperne fra tiende-systemet til Levi stamme, når han underviser menighederne. Ved I ikke, at de, der arbejder i templet, lever af templets indtægter, og at de, der gør tjeneste ved alteret, får deres andel af det, der ofres? På samme måde har Herren bestemt, at de, som forkynder evangeliet, skal leve af evangeliet. (1 Kor 9,13-14). Ved at nogle i det kristne fællesskab på den måde bliver økonomisk afhængige af de andres gavmildhed, styrkes fællesskabsbåndene mellem kristne. Ved at binde os til at give ti % eller deromkring af vores indtægter til kristens arbejde, muliggør vi gennem vores forvaltning af det, vi har, at evangeliet kan blive forkyndt. Vi bruger noget meget flygtigt, nemlig penge, til at investere i noget evigt, nemlig evangeliets udbredelse.

Mødet med Jesu radikale forkyndelse må vi lytte til i sammenhæng med budskabet om hans tilgivelse og barmhjertighed. Det daglige møde med Guds kærlighed til os, som er og forbliver den kristnes grunderfaring livet igennem, er den motiverende kraft til at efterleve Jesu ord om at forvalte de materielle ting. Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham? spørger apostlen Johannes (1. Johs 3,17).